17. Aug. 2023 – Artikel – Læsetid 3 min
Postbyen skrider planmæssigt frem. Den 17. august 2023 afholdes rejsegilde for 2. etape bestående af 6 bygninger, i alt 92.000 m2.
Fire tårne bestående af boliger og hotellejligheder har rejst sig i Københavns nye bydel Postbyen, den gamle postgrund over for Hovedbanegården. Sammen med kontorbygningen The Stamp og en Health Club er der den 17. august rejsegilde på 2. etape af Postbyen, der planmæssigt tager form. I alt seks bygninger på samlet 92.000 m2, der forventes at stå færdigt i 2025.
Når hele bydelen står endeligt færdig i 2028, er der i alt blevet bygget 235.000 m2 bl.a. med boliger, almene boliger, ungdomsboliger, hotellejligheder og kontorbygninger, heriblandt også Danske Banks nye domicil, som allerede står færdig.
Hos Danica Pension, der er bygherre på byggeriet, er rejsegildet af seks bygninger en markant begivenhed:
”At bygge en hel ny bydel om fra grunden er et enormt projekt, og det er derfor glædeligt, at vi med rejsegildet kan markere, at bydelen er godt undervejs. De fire tårne i Postbyens 2. etape, hvoraf det højeste tårn, på højde med rådhustårnet, indeholder boliger i 29 etager. Tårnene er i smuk arkitektur, der vil tage sig godt ud i Københavns skyline," siger Ann-Marie Lewis, der er udviklingsdirektør i Postbyen i Danica Ejendomme og ansvarlig for 2. etape, og tilføjer:
”Det har hele tiden været målet at skabe en levende bydel, som så mange som muligt har lyst til at bevæge sig rundt i uanset om de bor der eller ej. Derfor er vigtige elementer også at skabe dejlige åbne pladser og grønne uderum i Postbyen, som vil være bilfrit område. Der vil være legeplads, sidderum, springvand, fortove og cykelstier. Generelt er det vores forventning, at blandingen af hoteller, ungdomsboliger og kontorer vil skabe et livligt kvarter alle ugens dage, som vil tiltrække både københavnere og turister,” siger Ann-Marie Lewis.
Kontorbygningen The Stamp er klar til udlejning allerede fra september:
”Vi har gennem længere tid oplevet en stor interesse for The Stamp, og vi er glade for at kunne tilbyde lejere moderne lejemål med en så central placering midt i København med kun et par minutters gang til Hovedbanegården,” siger Ann-Marie Lewis.
Totalentreprenør på opførelsen af de fire tårne, Health Club og kontorbygningen The Stamp i Postbyens 2. etape, er Nordstern.
Her er Jesper Henkel, CPO, meget tilfreds med, at byggeriet er så fremskredet:
”Uanset hvor længe man er i byggebranchen, er det sjældent, man får lov at opleve at være med til at opføre et byggeri som dette. Alt er unikt: Størrelsen, sammensætningen, beliggenheden, arkitekturen og ikke mindst det gode samarbejde med Danica Ejendomme og rådgiverne. Det er en stor glæde at kunne markere, at et så stort og komplekst projekt skrider fremad efter planen.”
Fakta om Postbyen
- Postbyen udvikles i tre etaper, og hele området forventes at være færdigudviklet i 2028.
- Etape 1 omfatter Danske Banks domicil, som er færdigt og klar til Danske Banks indflytning.
- Etape 2 rummer kontorbygningen The Stamp, fire tårne med boliger og hotellejligheder, en bygning med sundhedstilbud, p-kælder samt terræn. Denne etape står klar i 2025. Hele etape 2 ejes af Danica Pension.
- Etape 3 består af boliger, almene boliger, ungdomsboliger og erhverv, og står klar i 2028. DSB Ejendomsudvikling A/S og Danica Pension er ligeværdige partnere i det nye område, idet begge vil eje 50 pct.
- Der skal bygges i alt ca. 235.000 m2.
- Postbyens plads er på størrelse med Sankt Hans Torv. På pladsen vil der være rig mulighed for at sidde og betragte det flotte springvand mellem Hotel Villa og de øvrige bygninger med kik til Glyptoteket.
- Det anslås, at mindst 6.000 mennesker vil arbejde i Postbyen.
- Der bliver 5.500 cykelparkeringspladser og 1.000 bilparkeringspladser.
Du kan læse mere om den nye bydel via dette link: Postbyen
Fakta om Danica Ejendomme
Danica Ejendomme er ejet af Danica Pension og er blandt Danmarks største ejendomsinvestorer med ca. 38 milliarder kroner investeret i ca. 110 bolig- og erhvervsejendomme, primært i København og Aarhus.
Fakta om Nordstern
Nordstern er ejet af ActivumSG og skabt ved sammenlægningen af CASA og KPC. Nordstern i dag en landsdækkende ejendomsudvikler og totalentreprenør repræsenteret i Aarhus, Herning, Horsens og København. Med en omsætning på ca. 6. mia. kr., 500 medarbejdere og en målsætning om at certificere alt nyt bolig- og kontorbyggeri fra 2023 sætter Nordstern nye standarder indenfor bæredygtigt erhvervs- og boligbyggeri i Danmark.