Ejendommen, som har været i drift siden starten af 2024, er udviklet til at imødekomme behovet for fleksible arbejdsrammer, der rummer både moderne kontorlejemål, kontorhotel og arbejdsfællesskaber. Ejendommen er attraktivt placeret i Nordhavn ved Metro og S-togstation i et område som efterhånden anses for at være Københavns nye centrum for kontorer. På 10 år er området gået fra tidligere industrihavn til et populært og voksende område i København.

Danica Ejendomme overtager ejendommen som en langsigtet investering, der understøtter visionen om at levere fremtidssikrede arbejdspladser med fokus på materialekvalitet, indeklima og bæredygtig drift.  

Michael Nielsen, direktør i Danica Ejendomme, ser investeringen som et naturligt skridt i den overordnede investeringsstrategi:  "Nordport passer godt ind i vores strategi, hvor vi fokuserer på moderne kontorejendomme med en positiv bæredygtighedsprofil, god beliggenhed og en sund lejersammensætning. Med denne handel ser vi mulighed for at skabe et attraktivt afkast, samtidig med at ejendommens kvaliteter bidrager til vores indsats for at fremme ansvarlige investeringer."   

Ejendommen, som er en del af Urban Partners kontor-koncept Woods, markerer det første frasalg af en Woods-ejendom og understreger dermed, at konceptet imødekommer efterspørgslen på markedet. Hos Thomas Riise-Jakobsen, landechef for Danmark i Urban Partners, vækker salget glæde: "Salget af Nordport markerer en vigtig milepæl for Urban Partners og vores ambition om at imødekomme en stigende efterspørgsel i nogle af byens mest attraktive områder, der samtidig skaber langsigtet værdi. Vi er stolte af at kunne overdrage et DGNB Guld-certificeret projekt til Danica – en stærk og langsigtet ejer, der deler vores fokus på kvalitet og ansvarlig byudvikling.”  

Frederik Falck, Investeringschef i Danica Ejendomme, fremhæver konceptet som en væsentlig faktor for investeringen og understreger, at det nuværende setup vil fortsætte uændret: "Nordport er et moderne kontorhus med attraktive fællesarealer og et levende miljø. Urban Partners har gjort et fremragende stykke arbejde med at udvikle og drive Nordport. Vi har ingen planer om at ændre på det velfungerende koncept, hvilket betyder, at de eksisterende lejere fortsat vil nyde godt af de samme gode lejeforhold”. 

 

Fakta om ejendommen

  • Nordport er 8.220 kvm fordelt på fem etager
  • Ejendommen er DGNB-guld certificeret  
  • Adresse:  Corkgade 1, 2150 Nordhavn 
  • Er fuld udlejet ved overtagelse​