I efteråret skifter Danica Ejendomme ud på CEO-posten, hvor Anne Skovbro fra By & Havn overtager posten fra Michael Nielsen, der går på pension.  

Anne Skovbro siger:  "Jeg ser meget frem til min nye rolle i Danica Ejendomme, som jeg kender som en seriøs aktør i ejendomsbranchen med en spændende portefølje og høje ambitioner inden for bæredygtighed og byudvikling".  

I Danica Ejendomme skal Anne Skovbro varetage udviklingen af en portefølje på cirka 40 milliarder kroner, der spiller en nøglerolle i at sikre et godt afkast til Danicas 750.000 danske kunder.  

Investeringsdirektør i Danica, Poul Kobberup siger:  "Med Anne Skovbro får vi en stor kapacitet, der har dyb erfaring inden for byudvikling og ledelse i større koncerner og navigation i komplekse miljøer. Vores portefølje har i lang tid leveret stabile afkast til vores kunder og har fortsat et stort potential, som Anne Skovbro har stærke kompetencer til at videreudvikle".   

Anne Skovbro tiltræder i sin nye stilling 1. september. Hun afløser Michael Nielsen, der har besat stillingen siden 2020 og i den periode skabt en fantastisk udvikling af Danica Ejendomme, og som derfor trygt kan gå på pension. 

Anne Skovbros blå bog

Tidligere ansættelser

  • Administrerende direktør, Udviklingsselskabet By & Havn 
  • Filantropidirektør, Realdania
  • Plandirektør, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune 

Uddannelse

  • Civilingeniør, Aalborg Universitet, Ph.D. i arkitektur og design, Aalborg Universitet 
  • Bestyrelsesuddannelse fra The International Institute for Management Development.