Nomineringen er bl.a. begrundet i Danica Ejendommes udvikling af Postbyen ved Københavns Hovedbanegård. I sin begrundelse fremhæver juryen, hvordan virksomheden "har skabt et helt nyt bykvarter med boliger, kontorer, butikker og spisesteder. Postbyen er nu taget i brug og danner ramme om mange københavneres hverdag. Projektet viser, hvordan et stort byggeprojekt kan åbne en tidligere lukket del af byen og give den nyt liv".

"Det betyder utrolig meget for os at branchen har anerkendt os for den holistiske tilgang, der kendetegner vores arbejde. Vi ønsker ikke blot at udvikle ejendomme, men hele bykvarterer, hvor man kan bo, arbejde og mødes. Samtidig mener vi, at nye byområder så vidt muligt skal tage afsæt i det sted, de bliver en del af, og bygge videre på områdets historie. Derfor er vi særligt glade for, at juryen fremhæver Postbyen," siger Anne Skovbro, adm. direktør i Danica Ejendomme.

Danica Ejendomme udvikler, investerer i og forvalter ejendomme med et langsigtet perspektiv på vegne af pensionskunderne i Danica. Porteføljen omfatter alt fra boliger og kontorejendomme til større byudviklingsprojekter, og ambitionen er at skabe ejendomme og byrum af høj kvalitet, som forbliver attraktive og relevante mange år frem. Udviklingen af Postbyen er netop et eksempel på denne tilgang i praksis:

"Vi har fra start været optaget af at skabe et bykvarter med en kvalitet, der kan mærkes både i arkitekturen, byrummene og hverdagsoplevelsen. Vi har lagt stor vægt på at skabe variation, åbenhed og forbindelser til resten af byen, så Postbyen bliver et sted, der fungerer og opleves som en naturlig del af København," siger Ann-Marie Lewis, udviklingsdirektør, Postbyen.

Vinderen af Årets Ejendomsvirksomhed 2026 kåres på EjendomDanmarks årlige topmøde, EJENDOM2026, den 5. november 2026.

Danica Ejendommes portefølje

  • 112 bolig- og erhvervsejendomme
  • 3.100 boligenheder, primært placeret i større byer
  • Danica Ejendomme har ejerandele i 16 shoppingcentre under Danske Shoppingcentre
  • Værdi af samlet ejendomsportefølje, inkl. int. Fonde: 39,5 mia. kr.