Michael Nielsen, direktør i Danica Ejendomme, ser en kombination af markedsforhold og interne indsatser som årsagen til det flotte årsregnskab:
"Vi har leveret et yderst tilfredsstillende regnskab for 2025, som ikke blot afspejler de gunstige markedsforhold, men også den positive fremgang i vores udviklingsprojekter samt vores indsats for at tiltrække og fastholde lejere i både bolig- og erhvervssegmentet. Det, jeg dog især hæfter mig ved, er, at det flotte økonomiske resultat er opnået uden at gå på kompromis med vores øvrige forpligtelser, herunder vores bæredygtighedsambitioner, som vi også har leveret på."
Stærk udvikling på tværs af segmenter
Når Danica Ejendomme kan fremvise et afkast på 6%, skyldes det bl.a. det fortsat stærke kontormarked, hvor lav tomgang har skabt gunstige vilkår for genforhandlinger af erhvervslejekontrakter. Også boligsegmentet har haft et bemærkelsesværdigt år med høj efterspørgsel, hvilket har resulteret i en tomgang på under 1%. Derudover bidrager Danske Shoppingcentre, som er et joint venture mellem Danica Ejendomme og ATP, til den positive udvikling drevet af historisk lav tomgang og stigende kundetal.
Michael Nielsen tilføjer:
”Det er positivt at se, hvordan vores portefølje har leveret stærke resultater på tværs af segmenterne, samtidig med at vi har udvidet boligporteføljen i København og skabt værdi for pensionskunderne. Vores fokus på at bidrage til byudvikling og sikre kvalitetsboliger, der imødekommer beboernes behov i de større byer, har været en succes og giver os et solidt fundament for fremtidig vækst."
Udviklings- og investeringsprojekter
I 2025 har Danica Ejendomme erhvervet kontorejendommen Nordport i Nordhavn og fortsat salgsarbejdet på projekter som Elmeholm på Sluseholmen og Papirøen i København, hvor salget af boliger begge steder har været meget tilfredsstillende. Udviklingsprojektet i Postbyen skrider planmæssigt frem med afslutning medio 2026. Der er stor interesse for både boliger og erhvervsarealer i Postbyen, hvor Hotel Locke Copenhagen åbner i marts 2026. På Tuborg Strandeng er byggerierne afsluttet, og i 2025 blev de resterende byggeretter afhændet.
Ny strategi fokuserer på effektivisering og digitalisering
Som led i at fastholde den positive fremgang og bygge videre på de gode takter tager Danica Ejendomme hul på en ny treårsstrategi i 2026. Strategien vil fokusere på fortsat at levere gode afkast til pensionskunderne, optimere og digitalisere processerne på tværs af porteføljen uden at gå på kompromis med selskabets øvrige målsætninger for ansvarlighed og bæredygtighed.
Danica Ejendommes portefølje:
- 112 bolig- og erhvervsejendomme
- 3.100 boligenheder, primært placeret i større byer
- Danica Ejendomme har ejerandele i 16 shoppingcentre under Danske Shoppingcentre
- Værdi af samlet ejendomsportefølje, inkl. int. Fonde: 39,5 mia. kr.
