Postbyen, tidligere kendt som Postgrunden, ligger på et historisk sted, hvor Danmarks postvæsen havde sit centrum i mere end 100 år. Området blev solgt til Danica Ejendomme i 2015, og siden har visionen været at forvandle et tidligere lukket industriområde til et levende bykvarter. 

“Vores ambition har været at skabe en ny og sprudlende bydel med en tydelig identitet, efter at området i generationer har været et lukket industrikvarter. Postbyen er ikke et sted, man bare passerer - det er et byrum, man aktivt opsøger for at få en oplevelse, eller for at finde ro og lytte til byens rytme på afstand. At vi nu har fået åbnet passagen direkte fra Hovedbanegården via Hotel Villa, har betydet, at Postbyen nu binder byen endnu bedre sammen på tværs af det nye og det gamle København.” siger Ann-Marie Lewis, udviklingsdirektør for Danica Ejendomme, som står bag udviklingen af Postbyen. 

Jeppe Hein indvier nyt værk i byparken

Den officielle åbning den 12. juni markeres med indvielsen af Jeppe Heins interaktive vandskulptur “Something Between Us”, der er skabt til Postbyen med formålet at invitere til interaktion, forklarer kunstneren, Jeppe Hein: 

”Jeg har i mange år arbejdet med vand som et levende materiale i det offentlige rum flere steder i verden, hvor værkerne har skabt glæde, nysgerrighed og uventede møder mellem mennesker. Med Something Between Us i Postbyen, som er udviklet i tæt samarbejde med Creator Projects, er målet det samme: at skabe et værk, der inviterer til leg, nærvær og fællesskab, åbner for møder på tværs af generationer og kulturer og bringer farve og liv ind i hverdagen i byen.” 

Åbningsdagen byder blandt andet på aktiviteter for børn og efterfølgende en art talk med Jeppe Hein om kunst i det offentlige rum, kurateret af Creator Projects. 

Knud Romer i samtale om det gamle og det nye København

På åbningsdagen vil forfatter og samfundsdebattør Knud Romer komme og fortælle om, hvordan han oplever mødet mellem det gamle og det nye København, og hvordan byen forandrer sig på godt og ondt, når nye kvarterer vokser frem på historiske steder. 

Postbyen som kulturdistrikt under 3daysofdesign
Som en del af 3daysofdesign bliver Postbyen et nyt samlingspunkt for design og kultur. Det var et samarbejde, der opstod tilfældigt, men da ideen opstod, gav det mening i forhold til designfestivalens hovedtema, fortæller Signe Byrdal Terenziani, direktør for 3daysofdesign: ”Med Postbyen får 3daysofdesign en ny destination, der samler design, arkitektur, kultur og mennesker i en inspirerende urban ramme. Området er et stærkt eksempel på, hvordan transformation kan skabe nyt liv og nye fællesskaber i byen, og netop derfor er Postbyen et naturligt supplement til vores Design District Kultur. Her kan besøgende opleve design i tæt samspil med byens puls, kultur og sociale mødesteder.” 

I perioden 10.–12. juni kan besøgende opleve udstillinger, installationer og aktiviteter med blandt andre Warm Nordic, FANZI, Technogym, Høstbo Galleri, Foyos og Jeppe Hein.

Derudover afholdes “Urban Long Table Dinners” i samarbejde med Hotel Locke, og der er fri adgang til udstillingerne alle dage kl. 10–18.

Et nyt knudepunkt for København

Postbyen rummer allerede store virksomheder som Danske Banks hovedsæde og bygningen The Stamp, hvor hovedparten bliver kontorhub for LEGO i København. Samtidig er området udbygget med hotel, boliger, sundhedshus, retail og offentlig parkering.

Snart indledes 3. og sidste etape af Postbyen i et samarbejde mellem DSB Ejendomsudvikling og Danica Ejendomme. Den sidste etape omfatter ungdomsboliger, almene boliger og erhvervslokaler.

Med etape 3 fuldendes visionen om et mangfoldigt og sammenhængende bykvarter, som binder byen sammen på en ny måde med et uafbrudt grønt promenadeforløb fra Tietgensbroen ved Hovedbanegården til Carsten Niebuhrs Gade langs baneterrænet.

For yderligere information og pressehenvendelser: 

Presseansvarlig i Danica Ejendomme
Stefanie Malika Brandt Tønder, tlf. +45 24 42 93 42, e-mail: smbr@danica.dk